Bilka lokker unge med job
Unge under 18 kan shoppe et job hos Bilka den 10. maj.
Unge, fleksible medarbejdere er eftertragtet på det sprudlende danske jobmarked. Det gælder bestemt også i dagligvarebranchen.
Den 10. maj kl. 10-14 holder Bilka 'shop et job-dag' for unge under 18 år. Her kan alle interesserede komme til jobsamtale med det samme.
Det eneste, man skal gøre, er at tage sit CV og sommerferieplaner i hånden og dukke op i sin nærmeste Bilka.
For hypermarkedskæden handler det om at møde de unge mennesker i øjenhøjde. Derfor opfordrer Bilka også alle til at komme, præcis som de er.
- For mange vil det være det første job, og vi vil gerne give de unge mennesker en god oplevelse og relevant erfaring på arbejdsmarkedet. Hos os er der plads til både dem, som kan se sig selv i Bilka og Salling Group i mange år frem og gøre karriere i detailbranchen, men også til dem, som ønsker at være en del af fællesskabet og kulturen i Bilka, siger Christoffer Roland Olsen, Head of People & Culture i Bilka og BR.
Han opfordrer unge til at komme forbi til en samtale og mærke, om et job i Bilka kunne være interessant.
- Vi har et godt fællesskab i Bilka, som man bliver en del af, og vi har mange forskellige afdelinger, man kan prøve kræfter med. Når man er ansat i Bilka, er man også en del af noget større i Salling Group, og det giver mange muligheder til den enkelte. Jeg kan kun opfordre til at komme forbi den lokale Bilka – man skal ikke holde sig tilbage, og der er plads til dig hos os, understreger Christoffer Roland Olsen.