
Når du skal vælge speciale, har du en unik mulighed, der kan være afgørende for din karriere. Der er nemlig mange forskellige veje at gå i detailbranchen.
VALG AF SPECIALE
HVAD ER DIN INTERESSE?
Som detailhandelseelev arbejder du inden for butiksverdenen, og derfor er uddannelsen for dig, der brænder for at arbejde med mennesker og hjælpe virksomheder med at få succes. Dét er der i den grad mulighed for som elev i detail.
Der er et hav af specialer inden for detailbranchen. Du kan vælge salgsassistent, digital handel, convenience, retail manager, dekoratør og blomsterdekoratør.




SPECIALER
SALGSASSISTENT M/U PROFIL
Salgsassistent er for dig, der interesserer sig for salg, kundeservice og butiksdrift.
Her får du en grundlæggende viden om varer, salg og service og lærer, hvordan du indkøber varer, styrer lageret og præsenterer varerne i butikken. Derudover lærer du at betjene en kasseterminal og håndtere økonomien i en butik.
Som salgsassistent skal du derfor have lyst til at sælge og hjælpe kunder i butikken. Du skal være udadvendt og være god til at kommunikere med kunder og kollegaer på arbejdspladsen. Derudover skal du kunne lide at arbejde i et dynamisk miljø, hvor der af og til kan være travlt. Dine arbejdsopgaver vil variere meget - fra daglig kundekontakt, salg og eksponering af varer til planlægning og gennemførelse af salgskampagner.
Uddannelsen kan tages med og uden profil. Som salgsassistent med profil bliver du uddannet inden for en bestemt branche. Det kan blandt andet være inden for mode, dagligvarer eller elektronik.
Som salgassistent kan du kombinere din uddannelse med forløbet som retail manager. Du kan enten tage forløbet i direkte forlængelse af din salgsassistentuddannelse, men det er også muligt at tage forløbet, hvis du har afsluttet salgsassistentuddannelsen.
DIGITAL HANDEL
Er du interesseret i digital kommunikation, salg samt digital udvikling og teknik? Så er digital handel det rette valg for dig.
Med digital handel bliver du specialist i at drive forretning online. Her lærer du om digitalt salg og kundeservice, og du får en grundlæggende forståelse for e-handel og digital købsadfærd.
Uddannelsen giver dig gode muligheder for at arbejde bredt med digital handel, f.eks. med opgaver inden for e-commerce, dataanalyse, online kommunikation, digital markedsføring eller digital salg. Arbejdsområderne er mange, og der er stor valgfrihed i oplæringen, så uddannelsen passer til dig og dine interesser.
Du kan kombinere din uddannelse i digital handel med forløbet som retail manager. Du kan enten tage forløbet i direkte forlængelse af digital handel, men det er også muligt at tage forløbet, hvis du har afsluttet digital handel.
CONVENIENCE M/U PROFIL
Hvis du interesserer dig for salg, fødevarer og kundeservice i conveniencebutikker, er convenienceuddannelsen noget for dig.
Med speciale i convenience bliver du ekspert inden for salg og håndtering af fødevarer. Du får bl.a. viden om kundebetjening, fødevaresikkerhed og reducering af madspild. Dine arbejdsopgaver vil variere meget - fra daglig kundekontakt, salg og eksponering af varer til planlægning og gennemførelse af salgskampagner. Varerne skal modtages og præsenteres, og butikken skal fremstå indbydende og salgsklar.
Uddannelsen kan tages med eller uden profil. Vælger du convenience med profil, specialiserer du dig inden for en specifik brancheretning.
Du kan kombinere specialet i convenience med forløbet som retail manager. Du kan enten tage forløbet i direkte forlængelse af din uddannelse, men det er også muligt at tage forløbet, hvis du har afsluttet uddannelsen.
RETAIL MANAGER
Hvis du interesserer dig for salgsledelse og butiksdrift og drømmer om at blive souschef, assisterende butikschef eller at have din egen butik på sigt, så er retail manager noget for dig.
Retail manager er en overbygning på detailhandelsuddannelsen, hvor du bygger videre på dine kompetencer og den viden, du har fra salgsassistent M/U, convenience M/U eller digital handel.
For at vælge denne uddannelse skal du først og fremmest have lyst til at arbejde i en butik og i et dynamisk og til tider hektisk miljø med mange forskellige opgaver og varierende arbejdstider. Dine arbejdsopgaver vil variere meget fra daglig kundekontakt, salg og vareeksponering til planlægning og gennemførelse af salgskampagner.
På uddannelsen lærer du, hvordan du som leder kan tage ansvar og hånd om projekter, processer og opgaver. Derudover arbejder du med din egen udvikling og personlige ledelsesstil. Alt sammen med det formål at udvikle dine lederkompetencer. Derfor kræver det, at du har ambitioner om og lyst til at arbejde med salgsledelse.
Du kan enten gennemføre uddannelsen som en 3-årig aftale eller koble et 1-årigt forløb på en allerede afsluttet detailhandelsuddannelse.
BLOMSTER[-]DEKORATØR
Vil du gerne udfolde din kreativitet i arbejdet med blomster? Og kunne du godt tænke dig at drive en forretning? Så kan uddannelsen til blomsterdekoratør være den rigtige for dig.
Med uddannelsen som blomsterdekoratør kombinerer du det butiksfaglige med det kreative og håndværksmæssige inden for blomsterdekoration. På uddannelsen lærer du at arrangere og binde blomster, og du lærer at fremstille dekorationer baseret på den rigtige kombination af farver, former og blomster.
Dine arbejdsopgaver varierer, og du er involveret i de fleste opgaver i butikken - alt fra at bestille blomster, servicere kunder og gøre butikken salgsklar til binderi og dekorationsopgaver.
Som faglært blomsterdekoratør kan du finde arbejde hos en blomsterhandler eller åbne din egen butik.
DEKORATØR/[-]VISUAL MERCHANDISER
Er du kreativ? Har du sans for farver og former? Og kunne du tænke dig at arbejde med indretning og dekorering af butiksarealer, der fremhæver butikkens særlige profil og produktudvalg? Så er uddannelsen til dekoratør/visual merchandiser noget for dig.
Som dekoratør/visual merchandiser skal du være god til samarbejde og kommunikere. Det er samtidig vigtigt, at du interesserer dig for dekoration og visuelle fremstillinger. På uddannelsen får du viden om visuel kommunikation, grafiske virkemidler og dekorationsopgaver, og du arbejder bl.a. med udstillinger og indretning.
Uddannelsen er målrettet alle butikstyper, og du kan både arbejde i store og små virksomheder i detailbranchen, hvor du arbejder med at optimere salg, ved hjælp af blandt andet varepræsentationer og udstillinger. Du kan også bruge kompetencerne fra uddannelsen i andre kreative erhverv, som f.eks. reklamevirksomheder og eventbureauer. Mange dekoratører arbejder desuden som selvstændige.


Opbygning
Detailhandelsuddannelsen består af et grundforløb og et hovedforløb.
Grundforløbet varer 20 uger og foregår på en erhvervsskole. Her har du traditionelle fag som dansk og matematik samt erhvervsrettede fag målrettet detailhandel, hvilket giver dig grundlæggende kompetencer og viden inden for salg og butiksdrift.
Hovedforløbet tager ca. to år. Her er du under oplæring i en virksomhed, hvor du beskæftiger dig med dit specialeområde. Herudover har du i kortere perioder undervisning på skolen, hvor du får redskaber og metoder, du kan anvende direkte i din praktiske oplæring.
Dit specifikke uddannelsesforløb afhænger af din alder, din baggrund og hvilket speciale, du vælger.
EUX
Du kan tage detailhandelsuddannelsen med EUX. Det betyder, at du bliver faglært inden for detailhandel og student samtidig. Med EUX kombinerer du nemlig detailhandelsuddannelsen med en gymnasial uddannelse. Det betyder, at du både får undervisning i de almene gymnasiale fag som dansk og matematik og i fag, som er relevante for detailhandelsuddannelsen.
Detailhandelsuddannelsen med EUX forlænger uddannelsen et år forud for hovedforløbet og giver dig mulighed for både at arbejde som faglært og at læse videre på en videregående uddannelse.
Du kan altid kontakte de enkelte skoler for yderligere information om forløbet eller booke en samtale med skolens vejleder.
Økonomi
Har du en uddannelsesaftale med en virksomhed, får du lærlingeløn fra den dag, du begynder på uddannelsen, uanset om du starter på grundforløbet eller hovedforløbet.
Har du ikke en uddannelsesaftale, kan du søge om SU under grundforløbet, hvis du er over 18 år. Det gør du på www.su.dk.
Job- og karrieremuligheder
Detailhandelsuddannelsen åbner op for mange forskellige job- og karrieremuligheder. Du kan eksempelvis arbejde som salgsassistent, butikschef, visual merchandiser eller blomsterdekoratør. Du kan også tage skridtet videre og blive leder eller bruge dine kompetencer i lignende brancher.
Videreuddannelse
Med detailhandelsuddannelsen har du mange muligheder for at efter- og videreuddanne dig. Du kan eksempelvis vælge at læse videre til designteknolog, handelsøkonom eller serviceøkonom.

UDVIKLING
UDVIKLING
HVOR KAN JEG TAGE UDDANNELSEN?
Du kan tage detailhandelsuddannelsen i hele landet. Uddannelsens grundforløb udbydes af cirka 40 handels- og erhvervsskoler. Uddannelsens hovedforløb foregår primært i en detailhandelsvirksomhed, som du finder over hele landet, og hovedforløbets skoleophold udbydes af 21 skoler. Det er ikke alle skoler, der udbyder alle specialer. Du kan kontakte studievejlederne på skolerne, hvis du vil vide mere om hvilke specialer, de udbyder, eller hvis du ønsker vejledningen om uddannelsen mere generelt.
Se nedenfor, hvor du kan tage henholdsvis grundforløb og hovedforløb.
Grundforløb
- Mercantec (Viborg)
- UCH - Uddannelsescenter Holstebro
- Tradium (Randers)
- Herningsholm Erhvervsskole, EUD/EUX Business Herning
- Learnmark Business (Horsens)
- College 360 (Silkeborg)
- Lemvig Gymnasium
- Skanderborg-Odder Center for Uddannelse
- Skive College
- Struer Statsgymnasium
- UCRS - UddannelsesCenter Ringkøbing-Skjern
- Viden Djurs
- Aarhus Business College
Hovedforløb
Grundforløb
- Campus Vejle, EUD/EUX
- Haderslev Handelsskole
- Tønder Handelsskole
- Svendborg Erhvervsskole & -Gymnasier
- Business College Syd (Mommark, Als)
- Erhvervsgymnasiet Grindsted
- Handelsgymnasiet Vestfyn
- IBC (Kolding, Fredericia, Middelfart, Aabenraa)
- Nyborg Gymnasium
- Ribe Katedralskole
- Rybners (Esbjerg)
- TietgenSkolen (Odense)
- Varde Handelsskole og Handelsgymnasium
- Vejen Business College
Hovedforløb

SE MERE PÅ TIKTOK
Følg med på kanalen, hvor vi giver dig et indblik i vores hverdag. Vi deler ud af vores oplevelser på uddannelsen, det sociale og vores karriere i detail.
