Karoline fulgte sin mavefornemmelse: Blev selvstændig købmand som 23-årig
Allerede som barn vidste Karoline, hvad hun ville. Hun legede købmand på børneværelset og drømte om en dag at få sin egen butik. I dag, som 27-årig, er den drøm blevet til virkelighed.

Karoline fra Min Købmand
Fra børneværelseskøbmand til selvstændig butiksejer
Allerede som barn vidste Karoline, hvad hun ville. Hun legede købmand på børneværelset og drømte om en dag at få sin egen butik. I dag, som 27-årig, er den drøm blevet til virkelighed. I januar 2023 overtog hun som blot 23-årig sin lokale Min Købmand, hvor hun tidligere var både ungarbejder og elev.
– “Min familie siger, at lige så længe de kan huske, har jeg sagt, at jeg håber, jeg en dag får min egen købmand!”, fortæller Karoline med et smil.
Interesseret i branchen fra første dag
Karolines interesse for købmandslivet blev vakt tidligt. Som ungarbejder kunne hun mærke, at det var her, hun hørte til – langt mere end på sit daværende studie.
– “Jeg glædede mig mere til at komme på arbejde som ungarbejder end til mit studie. Det sagde mig virkelig noget,” siger hun.
Efter kun et halvt år som elev i butikken fik hun tilbuddet om at overtage forretningen. Hun tøvede ikke længe.
– “Jeg tænkte, at hvis det her har levet i mig siden barndommen, så skal jeg simpelthen prøve det af. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt,”.
En leder med blik for mennesker
I dag står Karoline i spidsen for et team på 17 medarbejdere i alderen 13 til 64 år. Hun nyder at tilpasse sig forskellige mennesker og har allerede været på flere lederkurser for at styrke sin rolle som chef.
– “Jeg blev bekræftet i, hvilken arbejdsplads jeg vil skabe. Jeg vil sætte streg under, at mine ansatte skal have det godt,” siger hun.
Detailhandelsuddannelsen som springbræt
Karoline peger på sin uddannelse inden for detailhandel som en afgørende faktor for hendes succes. Elevtiden gav hende indsigt i alt fra vagtplanlægning til kundekontakt, og erfaringen gav hende et realistisk billede af de mange timer og udfordringer, der følger med ansvaret.
– “Uddannelsen har givet mig en livline og gode bekendtskaber i kæden. Jeg lærte både driften og kulturen at kende, inden jeg selv stod med nøglerne,” forklarer hun.
Vil inspirere næste generation
Karoline klar på at tage imod unge i butikken og hun ansatte pr. 1. marts 2025 sin første elev. Hun vil gerne dele sine erfaringer og gøre op med fordommene om erhvervsuddannelser.
– “Jeg vil så gerne inspirere unge mennesker til at tage erhvervsuddannelser og følge deres mavefornemmelse, selvom der er et enormt pres fra omverdenen om at komme på universitetet. Jeg føler, man udvikler sig på et helt andet plan, og det åbner op for utrolig mange døre. Selvfølgelig gør andre uddannelser også det, men erhvervslivet kan helt klart noget – også i så tidlig en alder,” siger Karoline.
Et klart råd til andre: Gør det!
Til andre unge, der overvejer at gå samme vej, har Karoline ét budskab:
– “Gør det! Jeg stod selv med så mange spekulationer – kunne jeg nu det ene og det andet. Men der er så mange, der kan og vil hjælpe. Følg mavefornemmelsen!”